I februar måned publicerede Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Jakob Næsager (K), et debatindlæg i Altinget. Heri argumenterede han blandt andet: “Det må aldrig være sådan, at en eller to udadreagerende børn skal diktere rammerne for resten af klassen.”
Dette udsagn står i markant modsætning til centrale principper i internationale konventioner, som Danmark er forpligtet af, især Salamancaerklæringen og FN’s Børnekonvention, samt Københavns Kommunes eget definerede ”Børnesyn”. Mens dette modsætningsforhold rummer et stort diskussionspotentiale, vil denne blog dykke ned i, hvordan den Narrative Tilgang kan tilbyde et nyt perspektiv og flytte vores fokus væk fra det, der kan betragtes som et forældet synspunkt, som Jakob Næsager fremfører i sit indlæg.
Inden for den Narrative Tilgang interesserer man sig mindre for generaliserende begreber som “ADHD”, “udadreagerende” og lignende, som Næsager og andre måtte anvende. I stedet søger man de dominerende fortællinger. Dette er den historie, individet (barnet eller borgeren) har om sit eget liv eller problem. En fortælling der ikke er skabt i et socialt vakuum, men i en social kontekst. Selvom det kan virke administrativt bekvemt at generalisere og placere mennesker i kategorier fra et kontor eller mødelokale, afspejler det sjældent virkelighedens kompleksitet. Alle mennesker er unikke. Selv hvis en person passer ind i en national tendens, kan man sjældent finde de samme forklaringer, løsninger eller personlige fortællinger hos alle inden for denne tendens. Den Narrative Tilgang stræber efter at dekonstruere de problemmættede fortællinger, som mennesker har om sig selv eller som samfundet har konstrueret om dem. Formålet er derefter at konstruere nye fortællinger, der fremmer positiv udvikling frem for eksklusion og fremmedgørelse.
En fortælling om et barn kan fungere som en selvopfyldende profeti. Er fortællingen positiv, ser vi ofte en positiv udvikling. Fremfører vi derimod karakteristika om vores elever som dem, Næsager citeres for, kan vi let forudsige de negative konsekvenser. Derfor er det afgørende, at vi som lærere og fagpersoner aktivt arbejder for at udfordre og ændre de dominerende, ofte negative, fortællinger, der præger børn i udsatte positioner. Vores opgave er at slå hul på den dominerende fortælling og skabe nye, positive alternativer.
En endimensional og unuanceret beskrivelse af en person, for eksempel som “udadreagerende”, betegnes inden for den Narrative Tilgang som en tynd fortælling. En sådan fortælling udgør en simpel forklaring, en statisk identitet eller en “sandhed”. Tynde forklaringer kan virke tiltalende, da de simplificerer noget komplekst. Dog er de sjældent givende for de involverede parter, de tjener primært den, der hurtigt skal afkrydse en boks eller finde en nem løsning. Forestil dig tankegangen: “Barnet er udadreagerende, ergo er det ‘pissedårligt opdraget” (noget der måske giver genklang fra en undervisningsminister) eller “ude på at ødelægge fællesskabet (Næsager)”. Det modsatte af disse fortællinger er tykke eller righoldige beskrivelser, som åbner op for nye handlemuligheder. Disse beskrivelser giver en mere fuldendt forståelse af situationen og personen i fokus, hvilket muliggør mere nuancerede og effektive indsatser.
Disse tynde plot og narrativer kan være svære at bryde ud af, og både de berørte individer og omgivelserne risikerer at blive fanget i dem. Det er gennem faciliterede og strukturerede samtaler, at man kan hjælpe individet med at frigøre sig fra disse problemmættede fortællinger. I den Narrative Tilgang arbejder man med at udforske individets handlingslandskaber og identitetslandskaber. Disse landskaber hjælper fagpersonen og barnet med at adskille handlingen fra personens identitet. En elev, der har handlet ‘udadreagerende’ eller ‘voldsomt kropsligt’, har udført en handling, men denne handling definerer ikke elevens identitet som værende ”udadreagerende”.
Ved at adskille disse elementer åbner vi op for at finde alternative og mere nuancerede beskrivelser af barnet og dets handlinger. Målet er at bevæge sig væk fra den simple kausalitet ‘fordi X, derfor Y’ og i stedet undersøge situationer, hvor ‘X’ har været til stede uden at ‘Y’ er forekommet. Forskellige spørgeteknikker og narrative værktøjer kan anvendes til at udforske disse handlingslandskaber i dybden, hvilket kan afsløre nye perspektiver og undtagelser fra problemfortællingen. Det er dog afgørende at understrege, at fagpersonens rolle ikke er at overbevise individet om en bestemt ‘korrekt’ identitet, men derimod at facilitere en udforskning af de narrativer, personen bærer, og i fællesskab udfordre dem, med det formål at bevæge sig fra tynde til tykke beskrivelser.
Dette leder os til begrebet eksternalisering, et centralt princip i narrativ praksis, der udtrykkes med ordene: “Personen er ikke problemet, problemet er problemet”. Målet er at adskille problemet fra personen, så det kan omtales som en selvstændig enhed – f.eks. ”reaktionen”, ”frustrationen” eller ”utilfredsheden”, som noget, der påvirker eleven, men ikke er eleven.
Personen er ikke problemet, problemet er problemet
Jakob Næsagers indlæg, med dets fokus på de “udadreagerende børn” og risikoen for at de “dikterer rammerne”, afspejler en fundamental udfordring i synet på, hvordan vi håndterer kompleks adfærd i skolen. Hvor Næsagers tilgang risikerer at fastholde børn i tynde, problemmættede fortællinger, der strider mod både internationale konventioner og et inkluderende børnesyn, tilbyder den Narrative Tilgang et væsentligt mere konstruktivt og etisk funderet alternativ. Dette handler ikke om at lade “en eller to udadreagerende børn diktere rammerne”, men derimod om at facilitere en dybere forståelse og dermed muliggøre positive udviklingsbaner for alle elever, i overensstemmelse med de værdier om trivsel, deltagelse og læring, som Københavns Kommune selv bekender sig til.
Kilder:
Kongsgaard, L. T. (2024). Narrativ tilgang. I Multiteoretisk praksis i socialt arbejde
