Hvilke undervisningsmetoder har størst effekt på elevernes læring? Da jeg for nogle år siden begyndte på læreruddannelsen, fyldte svaret på det spørgsmål ret meget. Næsten alle fag kom på en eller anden måde rundt om begrebet synlig læring, der for nogle undervisere var metoden over dem alle til god undervisning. Så hvad er det lige, synlig læring indebærer?
Begrebet synlig læring (Visible Learning) stammer fra forskeren John Hattie’s værk af samme navn fra 2009. Værket bygger på omfattende metaanalyser af, hvad der har størst effekt på elevers læring. Kort sagt peger forskningen på tre nøglefaktorer: a) feedback, b) klare mål og c) effektiv evaluering. Som facilitator for alle disse tre er lærerrollen, der derfor må siges at være den absolut vigtigste faktor for elevernes læring.
Hvis du som lærer ønsker at implementere synlig læring i din undervisning, hvad kan du så gøre? Vi anbefaler, at du starter med at synliggøre mål og succeskriterier for din undervisning. Noget så simpelt som at skrive dagens mål i din PowerPoint, opgavebeskrivelse eller på tavlen og vende tilbage til dem i slutningen af timen, kan hjælpe med at gøre undervisningen mere meningsfuld for eleverne. Dertil er tydelige krav/succeskriterier en rigtig god idé, så eleverne ved, hvad vi forventer af dem. Altså skal vi huske at gøre formålet med undervisningen og vejen til et godt resultat mere gennemsigtigt.
For det andet er feedback – særligt formativ feedback – afgørende for elevernes læring. Tænk over, hvordan du hjælper eleverne, mens de er i gang med opgaven. Prøv at få en forståelse for deres tanker, og hvordan de løser de forskellige opgaver. Giv dem feedback, mens de er i gang med projektet, så de får mulighed for at implementere deres læring med det samme. At give eleverne feedback i løbet af processen er nemlig rigtig effektivt, ifølge Hattie.
Som en tredje ting kan du implementere feedback på dig selv og dine undervisningsforløb. Prøv at indhente feedback i slutningen af hver undervisning. Hvad fungerede godt, hvad fungerede ikke, og hvad ønsker I til næste gang? Giv eleverne følelsen af, at de kan påvirke undervisningen meningsfuldt, så de tør fortælle om den måde, de selv lærer bedst på. Det styrker både trivsel og læring.
Afslutningsvis vil vi gerne understrege, at synlig læring har mange flere nuancer og pointer, end vi har kunnet nå igennem her. En vigtig pointe at tage med er, at rigtig mange ting, læreren gør i undervisningen, har en positiv effekt på elevernes læring. Spørgsmålet er derfor ikke, om du allerede gør noget rigtigt, men hvilke få greb du kan justere for at gøre din undervisning endnu mere effektiv.
Kilde: Hattie, J. (2013). Synlig læring – for lærere. Dafolo.