Er elevernes tankekaos vores skyld?

Som matematiklærer har jeg ofte zonet ud, når man talte om elevernes skrivekundskaber. “Det er jo dansklærens opgave at lære dem at skrive,” tænkte jeg. Men er det virkelig sandt? Er det kun dansklærens ansvar, at eleverne lærer at formulere deres tanker på papir?

Problemet: Tankemylder i alle fag

Elever lever med konstant tankemylder: begreber, idéer og halve forståelser, der sjældent får lov til at falde på plads.

I de naturfaglige fag læser de grundbøger, gennemgår teori og laver forsøg. I matematik løses opgaverne loyalt efter lærerens gennemgang. Alligevel sidder mange elever tilbage uden egentlig forståelse. Er vores forklaringer for dårlige, eller mangler eleverne ganske enkeltsproget til at tænke fagligt?

I sprogfagene belønnes nuancer, følelser og stil. I matematik, fysik og kemi belønnes klarhed, struktur og præcision. Min delkonklusion må være: god skrivning er ikke én ting, men noget, der ser forskelligt ud fra fag til fag.
Derfor må skrivning bruges langt mere bevidst i alle fag, ikke som en sidebemærkning, men som et didaktisk værktøj til at tænke, forstå og lære.

Løsningen: WAC – Writing Across the Curriculum

Writing Across the Curriculum handler om, at skrivning ikke kun er danskfagets domæne. Alle lærere har ansvar for at hjælpe elever med at formulere deres tanker. En teori der var lidt populær i 80-90’erne, men ikke noget vi hører meget om i dag. Desværre.

Skrivning er ikke kun til bedømmelse; det er en proces, der hjælper eleverne med at forstå stoffet bedre. Når elever skriver om matematiske problemstillinger, kemiske eksperimenter eller historiske begivenheder, tvinges de til at omsætte abstrakte idéer til konkrete ord. Dette er ikke bare en evne et menneske er født med, eller noget man kan tage med fra danskfaget, det er noget der skal øves og undervises i undervisningen.

De første trin, før du omlægger hele din undervisningsplan:

  • Lad eleverne bruge de sidste fem minutter af lektionen på at skrive et kort resumé af, hvad de har lært, og hvilke spørgsmål de eventuelt sidder tilbage med efter dagens lektion.
  • Analysér og omskriv fagtekster – evt. med digitale værktøjer som Skolebot som sparringspartner.
  • Fokuser på skriveprocessen frem for det perfekte produkt.

Skrivning handler ikke (kun) om at lave smukke sætninger, men om at skabe orden i tankerne. Når elever lærer at sætte tanker på papir, mindskes tankemylderet, og forståelsen vokser.

Det er et ansvar, alle lærer deler uanset faggruppe. Ellers risikerer vi, at elevernes tankekaos, ja, måske bliver vores skyld.

God tirsdag, og det var blot en tanke.

Share the Post: