Ross Greene og Collaborative & Proactive Solutions (CPS)

Hovedpunkterer	Beskrivelse	Kerneprincip
Grundprincip	Udfordrende adfærd skyldes manglende færdigheder (f.eks. fleksibilitet), ikke manglende vilje.	“Børn gør det godt, hvis de kan.”
Formål (Fokus-Skift)	Skift fokus fra straf og kontrol til forståelse og samarbejde for at finde de bagvedliggende årsager.	Fra kontrol til forståelse.
Metode (Plan B)	Plan B er en ligeværdig, struktureret dialog, hvor den voksne og barnet sammen finder en gensidig, holdbar løsning.	Fælles problemløsning.
Rolle (Den Voksne)	Den voksne ændrer rolle fra adfærdsdommer (dømmer adfærd) til adfærdsdetektiv (leder efter færdighedsmangler).	Fra dommer til detektiv.
Kritik	Modellen kritiseres for at forenkle komplekse problemer og risikere at individualisere ansvaret på barnet frem for at se på systemiske årsager.	Behov for helhedssyn.

 

Når samarbejde erstatter straf

En 9-årig dreng sidder i klassen med armene over kors. Han nægter at åbne sin bog.
“Han gider bare ikke,” sukker læreren.

Men den amerikanske psykolog Ross W. Greene foreslår en anden forklaring:

“ Børn gør det godt, hvis de kan, hvis de ikke kan, må vi finde ud af, hvad der står i vejen.”

Hvis de ikke kan, handler det sjældent om trods – men om manglende færdigheder.
Det er kernen i Greenes metode Collaborative & Proactive Solutions (CPS) – en tilgang, der udfordrer årtiers tankegang om børns adfærd. Greenes model sætter fokus på at identificere de bagvedliggende problemer og skabe løsninger sammen med barnet, frem for at straffe eller presse adfærden væk.

Fra kontrol til forståelse

I mange klasselokaler forsøger lærere at kontrollere adfærd: skæld ud, sanktioner, konsekvensskemaer og vi kunne blive ved.

 Men Greene vender perspektivet på hovedet.

“Børn udviser udfordrende adfærd, når de mangler færdigheder – ikke vilje,” forklarer han.
“Kan de, så gør de det. Kan de ikke, må vi finde ud af hvorfor.”

I stedet for at spørge “Hvordan får vi barnet til at makke ret?” spørger CPS:
“Hvad står i vejen for, at barnet kan lykkes – og hvordan kan vi løse det sammen?”

Tre planer, én intention

Greenes model bygger på tre enkle trin – eller “planer”:

Plan	Fokus	Betydning
Plan A	De voksnes løsning trumfes igennem	Hurtig, men sjældent holdbar
Plan B	Barnets og den voksnes perspektiver mødes	Kernen i CPS – fælles løsning
Plan C	Midlertidig parkering af problemer	Giver ro og fokus på det vigtigste

Plan B er hjertet i metoden. Her sætter læreren sig sammen med barnet og undersøger begge perspektiver. I stedet for at sige: “Du skal holde op med at forstyrre,” spørger læreren:

“Jeg har lagt mærke til, at det er svært for dig at komme i gang i engelsk. Kan du hjælpe mig med at forstå hvorfor?”

Samtalen bliver et samarbejde – ikke en kamp.

Fra adfærdsdommer til adfærdsdetektiv

CPS skaber et markant skifte i lærerens rolle. I stedet for at dømme adfærd bliver læreren en detektiv, der undersøger, hvorfor et barn reagerer, som det gør.

Det kræver empati, tålmodighed – og omgangstone på lærerværelset.
Læreren må turde være nysgerrig: Hvad mangler barnet af færdigheder? Planlægning? Fleksibilitet? Emotionel regulering?

“Når vi ser bag adfærden, ser vi barnet,” siger Greene.
“Og når barnet føler sig set, begynder samarbejdet.”

Hvorfor og hvornår CPS i skolen?

CPS skaber et skift i perspektiv: Fra “umulige børn” til børn med umodne færdigheder, der kan udvikles. Metoden hjælper lærere med at bevare relationen, mindske konflikter og styrke elevernes ejerskab og ansvarsfølelse.

Den grundlæggende tanke er at vi skal bevæge os væk fra at være adfærdsdommer, som der skader relationer og skifter til adfærdsdetektiv, der undersøger og løser adfærdsmønstre.  

Når vi bruger CPS, arbejder vi ikke kun med adfærden her og nu – vi udvikler samtidig barnets evne til problemløsning, samarbejde og selvregulering.

CPS er rigtig god at havde med i rygsækken, som en konstant reminder om at agere adfærdsdetektiv, der leder efter usunde adfærdsmønstre og forsøger at løse dem. Det er en simple og ligetil model der er nemt at forstå, men det er også her vi møder dens begrænsninger, men før vi kommer til det, lad os kigge på hvordan man konkret kan arbejde med CPS.

 

Hvordan arbejder man konkret med CPS i skolen?

Udover at være en tankegang, bruger CPS The Assessment of Lagging Skills and Unsolved Problems (ALSUP) til at løse et uløst problem.

Sådan kan lærere arbejde med CPS

1. Kortlæg udfordringerne:
   Skriv de uløste problemer ned – konkrete situationer, ikke vurderinger.
2. Prioritér de vigtigste:
   Man kan ikke løse alt på én gang. Vælg de tre mest centrale udfordringer.
3. Samtalen:
   Indled en åben dialog: “Jeg har lagt mærke til, at … kan du hjælpe mig med at forstå hvorfor?”
4. Fælles løsning:
   Find en realistisk strategi, der fungerer for både barnet og den voksne.

For mere et mere konkret værktøj se ASLUP (www.rossgreeneidanmark.dk )

Hvor har CPS i sine begræsninger?

Selvom Collaborative Problem Solving (CPS) har opnået betydelig international udbredelse, møder metoden også væsentlig faglig kritik. Denne kritik adresserer især modellens forenkling af komplekse problemstillinger, dens tendens til at individualisere ansvaret samt udfordringen ved at implementere det kollaborative ideal i praksis.

 Lineær Tænkning og Individualisering af Ansvaret

• Forenklet Årsag-Effekt Model: CPS er i sin kerne en ligetil cause-and-effect-model, der forsøger at lokalisere den enkelte årsag til en uønsket adfærd. Denne tilgang overser, at adfærd sjældent har én årsag. Et barn, der undlader at lave lektier, kan kæmpe med en række faktorer som angst, opmærksomhedsvanskeligheder eller kedsomhed. CPS er effektiv til at løse simple, afgrænsede udfordringer, men virkeligheden er ofte mere kompleks.
• Ansvarsforskydning til barnet: Ved at fokusere snævert på barnets manglende færdigheder lægger modellen alt skyld og ansvar over på barnet. Hvis en elev har svært ved at sidde stille i engelsk, skal svaret findes hos eleven – ikke en potentielt uinspirerende undervisning, der har kørt uændret i årevis der ikke er stilladerseret og ikke appeller til klasserummet.
• Negativt fokus: Modellen er primært orienteret mod at identificere og udbedre “dårlig” adfærd og de manglende færdigheder. Dette negative fokus står i modsætning til den moderne pædagogiske retning, der baserer sig på positiv psykologi og fremhæver styrker og positive handlinger for at opnå adfærdsændringer.
  
  

Oversigten af Kontekst og Systemiske Faktorer

• Ignorering af systemet: Nogle gange er det ikke barnet, der skal tilpasses – men systemet. Modellen tager i sine overvejelser ikke tilstrækkeligt højde for faktorer som undervisningens kvalitet, læringsmiljøet eller historiske initiativer.
• Mangel på helhedssyn: Modellen oversimplificerer komplekse problemstillinger ved ikke at inddrage historisk information, traumer eller det samlede miljø. I takt med en bredere udbredelse af diagnoser i skoleverdenen kræves ofte en række differentierede tiltag, som en isoleret CPS-samtale ikke kan levere alene. Læreren eller den nære voksne har desuden sjældent ressourcerne til at håndtere dybtliggende traumer alene.
  
  

Det Illusoriske Samarbejde: Voksenstyring i Praksis

• Voksenstyret dagsorden: I praksis er samtalerne ofte voksenstyrede. Det er typisk læreren eller den voksne, der udpeger de to eller tre vigtigste problemer, der skal arbejdes med, og ikke barnet selv. Selvom der føres en samtale, er det reelt den voksne, der i sidste ende vælger den foretrukne løsning, hvilket underminerer ideen om ligeværdigt samarbejde. Dette har naturligvis sin plads i visse situationer.
• Afhængighed af relationer: For at modellen kan opnå sit bedste resultat, er den yderst afhængig af, at den voksne har et stærkt socialt og tillidsfuldt forhold til barnet. Dette gør CPS til et værktøj, som er vanskeligt at implementere ensartet og effektivt blandt alle voksne – for eksempel et helt lærerteam – da relationernes kvalitet varierer markant.
  
  

Afslutning

CPS åbner en værdifuld samtale og kan afhjælpe simple adfærdsvanskeligheder. Metodens enkelhed er både dens styrke og dens svaghed; den er god at have i rygsækken som en påmindelse om at lede efter årsagerne bag uhensigtsmæssig adfærd, men den risikerer at forenkle komplekse problemstillinger. Adfærd er sjældent simpelt, og holdbare løsninger kræver ofte mere tid, indsigt og en systemisk forståelse.

Ross Greene har ikke skabt en mirakelkur, men han har givet os nogle værktøjer og mindet os om det grundlæggende princip: “Børn gør det godt, hvis de kan. Hvis de ikke kan, må vi finde ud af, hvad der står i vejen.” CPS er måske ikke løsningen på alt – men den flytter samtalen fra skyld til forståelse, fra straf til samarbejde og fra kontrol til relation. Som Greene siger: “Når vi ændrer, hvordan vi ser på børn, ændrer børnene sig også.”

Læs mere

📘 Ross W. Greene: The Explosive Child
🌍 livesinthebalance.org