Som lærer har jeg mange gange tænkt, at færre elever i klassen kunne være en god idé. Det vil reducere forberedelsestiden, give mere tid til den enkelte elev og gøre skole-hjem-samarbejdet en smule mere overskueligt. Jeg tror også, at rigtig mange elever og forældre tænker, at hvis klassen er lidt mindre, vil det gøre skoledagen bedre. Men hvad siger forskerne om det?
Mette Frederiksen er netop kommet med et forslag om, at elever fra 0. til 3. klasse skal have et klasseloft på 14 elever. Det skal efter sigende hjælpe på trivsel og undervisningskvalitet. Udspillet kommer til at koste 5 milliarder kroner om året. Penge som skal bruges på bl.a. nye klasseværelser og ansættelse af lærere.
Men tiltaget kommer ikke til at have den store effekt på elevernes læringsudbytte. Ifølge forskning betyder klassestørrelser nemlig meget lidt, hvis formålet er at lære eleverne. Her nytter det mere, at kigge på undervisningskvalitet, klasseledelse og læreruddannelsen.
Hvis formålet er at reducere mistrivsel, er forskerne dog mere optimistiske. Færre elever pr. klasse kan øge lærer-elev-relationen og give mere lærerstøtte til de enkelte elever. Forsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), Thyge Tegtmejer, forklarer til Sjællandske Nyheder, at mindre klasser forbedrer muligheden for at forebygge mistrivsel. Tiltaget er imidlertid meget dyrt, og man kan diskutere, om pengene kan bruges bedre. Man skal også være opmærksom på, at elevantal ikke er direkte årsag til, at trivslen forbedres. Det øger blot muligheden for at forebygge trivsel. Derfor skal tiltaget ikke stå alene, hvis vi vil sikre bedre trivsel i de danske skoler.
Mindre klasser er altså ikke en mirakelløsning. De kan skabe bedre rammer for relationer og trivsel, men de løser ikke automatisk problemer med læring og mistrivsel. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om mindre klasser virker, men hvad vi egentlig ønsker, at de skal løse, og hvilke andre tiltag, vi skal derigennem skal have med.