Er.
Han er urolig. Hun er svag til læsning. Han er svag i matematik. Hun er doven.
Små sætninger. Store konsekvenser.
Når vi siger, at et barn er noget, gør vi en midlertidig adfærd til en identitet. Vi gør det flydende fast. Vi gør det foranderlige permanent. Og vi glemmer, at ingen mennesker er noget for evigt. Alle mennesker er i udvikling.
Det er den første del. Den lommefilosofiske. Den, man kan levere over noget læskende på en ny bar i centrum og nikke anerkendende til. Selvfølgelig er mennesker i udvikling. Selvfølgelig skriver vi, men det er nok noget vi ofte glemmer i hverdagen.
Men der er en anden del. Den vigtigere del. Og den, der ikke klinger lige så behageligt.
Ordet ”er” beskriver noget statisk. Det lukker for undren. Det lukker for nysgerrighed. Det lukker for ansvar.
For hvis et barn er uroligt, så er sagen lukket. Så ligger uroen i barnet. Så er det barnets egenskab. Barnets problem. Måske endda … barnets skyld, eller forældrenes.
Men et barn er ikke uroligt. Et barn opfører sig uroligt.
Det er en afgørende forskel. For hvis uroen er en adfærd i en given situation, bliver spørgsmålet et andet:
Hvad er det i denne kontekst, der kalder på den adfærd?
Hvad er det i undervisningen, relationen, rammen, opgaven, der gør, at barnet reagerer, som det gør?
Pludselig flytter ansvaret sig. Ikke væk fra barnet, men ud i relationen. Ud i fællesskabet. Ud i rummet. Vi må forstå, i hvilken sammenhæng adfærden opstår. Og vi må huske, at vi selv er en del af den sammenhæng.
Vi er med-skabere af det miljø, der enten giver ro eller skaber uro.
Det betyder, at vi, desværre, også må kigge indad:
Hvordan taler vi om barnet, når det ikke er i rummet? Hvordan reagerer vi på uroen? Hvilke opgaver stiller vi? Hvilke forventninger sender vi? Hvordan samarbejder vi med forældrene?
Barnet er næppe uroligt hele tiden. Det er uroligt på bestemte tidspunkter. I bestemte situationer. Med bestemte mennesker. Det fortæller os noget.
Vi taler ofte om inklusion, relationskompetence og læringsmiljøer. Med inspiration fra blandt andre Søren Hertz og Jørn Nielsen kan barnets adfærd forstås som en invitation til at forstå dets situation i den kontekst, det indgår i.
Men invitationer forpligter.
Hvis vi tager det alvorligt, betyder det, at vi ikke kan nøjes med at beskrive barnet. Vi må undersøge os selv. Vores organisering. Vores tempo. Vores forventninger. Vores sprog.
For vi er som sagt ikke neutrale observatører. Vi er med-skabere af den kontekst, barnet reagerer i.
En invitation kræver, at vi lytter.
Og det gør vi ikke, hvis vi allerede har besluttet, hvad barnet er.
