Jeg kan tydeligt huske, da jeg var til de skriftlige eksaminer i folkeskolen. I søvnunderskud og med nervøse svedpletter troppede jeg op på skolen. Kantinen var lavet om til et fængsel, hvor alle elever havde deres plads. Lærerne gik som betjente frem og tilbage mellem bordene for at sige ”shhh”. Efter en uendelighed med umulige brøker eller forvirrende tekster blev vi lukket ud. Det var en forfærdelig oplevelse, og efter 20 år er det stadig den eksamensform, som elever rundt omkring i de danske skoler skal igennem. Bør vi ikke snart ændre det?
Debatten om eksamensformer er i de seneste år taget til. Nye redskaber som kunstig intelligens har gjort skriftlige eksaminer sårbare overfor snyd. I den forbindelse har nogle løsningsforslag lydt på, at vi skal lave eksaminerne analoge. Andre forslag lyder, at vi skal lave eksamensformerne mere procesorienteret. Begge kan være fornuftige tiltag til at mindske risikoen for snyd.
Men der er også andre årsager til, at eksamensformerne kunne bruge en opfrisker. For det første er eksaminerne stressende for de fleste. Hele opsætningen omkring særligt skriftlige eksaminer er nærmest angstprovokerende. Eleverne træder ind i eksamenslokalet med svedige håndflader, hjertebanken og tankemylder. Nogle må endda udeblive eller falde grædende sammen.
For det andet tager eksamensformerne dårligt hånd om neurodivergerende elever. Det er fortsat forventningen, at elever med fx ADHD kan sidde stille i flere timer, mens de løser eksamensopgaver. Ja, de kan tage en pause, men det forlænger bare tiden i den anden ende. Forestil dig at være til en 4 timers danskeksamen, der reelt set varer fra kl. 09.00 til kl. 19.00, fordi du har brug for pauser. Med andre ord er neurotypiske elever bedre stillet til eksamen. Er det fair?
For det tredje er resultatet af eksamen ikke nødvendigvis repræsentativt for, hvad eleven kan. Ikke desto mindre bliver karakterer altafgørende, både for individets forståelse af sig selv, men også for samfundets vurdering af den enkelte. Måske skal eksamensformen tage mere hensyn til processen frem mod resultatet? Måske skal eksamensformen tage mere hensyn til, hvad eleven kan med støtte (den nærmeste udviklingszone) frem for, hvad de kan alene?
Debatten om eksamensformer i folkeskolen handler ikke kun om snyd eller nye teknologier, men om hvilket menneskesyn vores skole bygger på. Hvis eksamen fortsat skal være afgørende for unges liv, skylder vi dem en form, der i højere grad måler læring frem for stress. Det ville jeg i hvert fald have ønsket, da jeg selv var til eksamen i folkeskolen.
