CPS bygger på idéen om, at “børn gør det godt, hvis de kan” og fokuserer på årsager frem for straf. Metoden arbejder via dialog og fælles problemløsning (Plan B), hvor barnets perspektiv inddrages, og læreren bliver en adfærdsdetektiv frem for en dommer. CPS kan mindske konflikter og styrke relationer, men kritiseres for at forenkle komplekse problemer og overse kontekst. Det er et nyttigt værktøj – men bedst som supplement, ikke som fuld løsning.